Stjernesamleren

Der var engang en lille dreng, der lå i sin seng ved aftenstid. Han kunne ikke sove, og som altid lå han i stedet for og kiggede på nattens blinkende stjerner.

Lige siden den dag hvor hans forældre havde givet ham en stjerneformet lampe, havde drengen haft en stor interesse for nattehimlens kæmpe univers. Han kendte placeringen af næsten alle himlens stjerner, og han gik aldrig glip af en fuldmåne. Hans største ønske var at flyve blandt stjernerne.

Pludselig, mens drengen kiggede på stjernerne gennem vinduet, strøg et skinnende stjerneskud gennem nattehimlen. Stjerneskuddet fløj i en flot lige linje nedad og forsvandt med et brag omme bag skovens højeste træer.

Drengen gjorde store øjne. Han havde aldrig set et stjerneskud før. ”Tænk, at det var landet lige her i nærheden,” tænkte drengen.

Den lille dreng hev hurtigt en taske frem fra under sengen. Han fyldte den med en tyk trøje mod kulden, en lommelygte mod mørket og sin stjernelampe for held og lykke. Han ville ud og finde den faldende stjerne. Denne chance havde man kun én gang i livet.

Den lille dreng gik stille gennem skoven med lommelygten lysende fremad. På stien foran ham lå der små lysende støvkorn. ”Det var stjernestøv!” tænkte drengen. Støvet var sikkert faldet fra stjernen, inden den var styrtet ned. Nu måtte han være tæt på.

Da den lille dreng nåede den anden side af skoven, blev han mødt af et kæmpe hul. Men ingen stjerne. Hullet var varmt, og der lå mere stjernestøv på bunden. ”Det måtte være her, stjernen var landet,” tænkte drengen. ”Men hvor er den nu?”

I samme øjeblik fik den lille dreng øje på et par fodspor. De startede ved hullet og fortsatte så ind i skoven. ”Havde der været nogen her før ham, der havde taget stjernen?” tænkte drengen. Drengen blev nødt til at finde den stjerne. Han trak sin varme trøje ned over hovedet og fulgte efter fodsporene.

Fodsporene stoppede ude foran en indgang til en hule. Han kunne se et svagt lys derind fra. Han gik ind.

Inde i hulen blev han mødt af et fantastisk syn. Stjerner i alle størrelser, former, og farver lyste hele rummet op. Aldrig havde han set noget så smukt. Stjernerne var placeret i glasbeholdere og sat rundt omkring i hulen. Næsten som om nogle samlede på stjerner.

”Hej!” sagde en venlige stemme foran ham. Drengen kiggede i retningen af stemmen. Et lille, lilla væsen med grønne bukser og seler stod og smilede til drengen.

”Øhh. Er det dig, der har stjålet stjernen,” sagde drengen lidt overrasket over væsnets udseende. ”Jeg har ikke stjålet noget. Jeg er en Stjernesamler,” sagde det venlige væsen. ”Hvad mener du?” spurgte drengen. Og så forklarede det lilla væsen med de grønne bukser.

”Jeg rejser ud til alle planeterne i universet for at indsamle alle de stjerner, der er faldet ned. Først når jeg har indsamlet 10 stjerner, kan jeg bruge deres stjernelys som energi til mit rumskib. Og så flyver jeg op og hænger alle de faldende stjerner tilbage på nattehimlen.”

”Wow! Bare jeg også kunne gøre det,” sagde drengen. ”Du må rigtig gerne komme med,” svarede rumvæsnet og fortsatte: ”Men jeg har kun 9 stjerner lige nu, og der kan godt gå et par dage, før jeg finder den sidste.”

Så kom drengen i tanker om, at han jo selv havde en stjerne i tasken. Det var godt nok en stjernelampe, men måske det kunne virke. Rumvæsnet tog glad imod stjernelampen og pakkede alle de andre stjerner med ombord på rumskibet.

Med ét fløj de afsted ud i universet. De suste rundt om den ene planet efter den anden. Drengen fik endda lov til at hænge nogle af stjerner tilbage på nattehimlen helt selv. Aldrig havde han oplevet noget så sjovt og fantastisk. Hans største drøm var gået i opfyldelse.

Pludselig kunne drengen kende, hvor de var. De holdt stille i luften lige over drengens hus. Det var det sidste stop på deres tur. De manglede kun at hænge 1 stjerne tilbage på himlen. Drengens stjernelampe. Drengen krammede sin lampe en sidste gang, før han skubbede den forsigtigt på plads på nattehimlen.

Drengen takkede derefter mange gange for turen, og så beamede rumvæsnet langsomt drengen ned i sin varme seng. Nu skulle rumvæsnet ud og finde flere faldende stjerner, før han havde energi nok til at flyve videre.

Fra den nat af kunne den lille dreng altid se sin stjernelampe på himlen, fra sin seng hvor han lå. Den mindede ham om det rumeventyr, som han havde haft. Og hvis stjernelampen nogensinde skulle falde ned, så havde han en rumven, som passede på alle stjernerne og nok skulle hænge den tilbage på plads igen.