Drengen der forsod ikke at frygte

Der var engang et magisk land, som fandtes langt langt væk herfra. I hele dette land boede der de mest utrolige væsner og skabninger. Lige fra mystiske ildskildpadder i åndernes grotter til hylende støvhunde, der kun kom frem i nattens mørke.

Imellem alt dette boede der et folk af helt almindelige mennesker i en lille blomsterdal. Landsbyen var kendt for deres modige krigere, og de blev ofte omtalt som folket uden frygt.

Men det lille folk i blomsterdalen var også nødt til at være frygtløse. For hele tiden råbte udkigsposten fra byens højeste mure, at der var et nyt mystisk og farligt væsen, der listede sig ind i blomsterdalen.

Så hver gang måtte krigerne drage ud for at bekæmpe væsenet og beskytte byens folk. Det var ikke altid, at alle de modige krigere vendte hjem til den lille landsby igen. Men hellere dø frygtløs end at leve i frygt.

Hver dag kunne man i den lille landsby se, hvordan krigerne trænede med deres skarpe sværd ude på kamppladsen. Eller hvordan de trænede med bue og pil på en af de mange skydebaner.

Alle i landsbyen satte en stor ære i kampens ædle kunst. Alle bortset fra én enkelt dreng. Selvom han var søn af den modigste kriger i byen, så havde han ingen interesse for våben, eller for alle de ting man kunne bruge dem til. Han syntes, at det virkede dumt at løbe rundt og vifte frem og tilbage med skarpe ting. Man kunne jo komme til skade. Nej den lille dreng ville hellere bruge sin tid ude i blomsterdalen. Hele dagen lå han bare i de endeløse blomstermarker og duftede den ene søde blomsterduft ind efter den anden.

De andre i landsbyen så den lille dreng som en skændsel for deres folk. “Tænk, at den mest frygtløse krigers søn skulle være så bange for at slås,” tænkte mange af de andre krigere. Men den lille dreng syntes nu ikke, han var bange. “Der var vel forskel på at være bange for at slås og ikke at kunne se nødvendigheden i at slås,” sagde den lille dreng, hver gang de kaldte ham for en bangebuks. Men ingen ville lytte til ham.

En dag kom der et væsen til blomsterdalen, der var ulig noget, krigerne nogensinde havde set før. En kæmpe, sort skygge svævede hurtigt over den lille landsby. Udkigsposten ringede hurtigt med alarmklokkerne, mens han råbte: “SØVNDRAGE! SØVNDRAAAAAGEEEE!!!!!”

Alle krigerne skyndte sig at pakke så mange våben, de overhovedet kunne bære og løb derefter ud af byens kæmpe port. “Red vores by! Dræb dragen!” råbte byens folk i munden på hinanden, mens krigerne modigt løb ud af byen.

Høje dragebrøl, og lyden af sværd der klingede, fyldte hele blomsterdalen op. Den ene buldrende søjle af magisk blå ild efter den anden kunne tydeligt ses i horisonten. Kampen varede i lang tid, men pludselig blev der helt stille.

Der var ikke flere råb. Ikke flere magiske ildflammer. Byens folk ventede i stilhed på de høje mure. Om lidt ville de frygtløse krigere vende tilbage og fortælle stolt om, hvordan de havde nedlagt den frygtelige søvndrage. De ventede. Og de ventede. Men der kom ikke nogen.

“Jeg skal nok få dem hjem,” sagde en rolig stemme pludselig bag byens folk. Det var den lille dreng, der aldrig havde rørt et våben før. “Vil bangebuksen redde krigerne hjem? Det er da det dummeste, jeg længe har hørt,” svarede én, hvorefter hele folkemængden brød ud i en ustyrlig latter.

Men den lille dreng var ligeglad. Uden den mindste skygge af frygt gik han roligt igennem bymurens store port, og videre i retningen af der hvor krigerne havde kæmpet. På vejen derhen plukkede han så mange af de mest velduftende og farverige blomster, som han overhovedet kunne bære.

Da den lille dreng nåede over den sidste bakke i blomsterdalen, ventede der ham et utroligt syn. To kæmpe, blå øjne og tusinde spejlblanke tænder mødte hans blik. Den lille dreng smilede venligt til de store øjne. Han havde aldrig set en søvndrage så tæt på før. Han havde dog set almindelige drager før, men denne her var noget helt særligt.

Søvndragen var derimod ikke så imponeret som drengen. Med et kæmpe brøl åbnede dragen munden og susede afsted mod den lille dreng. Lige før dragen nåede hen til ham, rakte han en lille velduftende rød blomst frem. Med det samme stoppede den vilde søvndrage lige foran ham og var som tryllebundet af den lille blomsts fantastiske duft.

“Du må godt få den,” sagde den lille dreng roligt til dragen, som kiggede overrasket tilbage på ham. Med et snuptag greb søvndragen om den lille blomst med sin enorme hånd. Det var først nu, at drengen så alle krigerne, der lå rundt omkring på jorden. De trak stadig vejret. Det var næsten, som om de……sov? Søvndragen havde ikke skadet en eneste af krigerne. Den havde kun brugt sin magiske blå flamme til at fange dem i sin evige søvn.

Drengen så sin chance og fortsatte med at snakke til dragen. “Kære drage. Jeg ved, hvorfor du er her i blomsterdalen. Du er her for at dufte til de smukke blomster. Er du ikke?” Dragen kiggede tilbage på drengen, mens den stadig var tydeligt glad, for den blomst, den havde fået. Den nikkede. Drengen fortsatte med at snakke. “Jeg er ked af, at du blev angrebet af så mange krigere. Folket i min by frygter, hvad de ikke forstår. Men lad mig gøre det godt igen.”

“Lad mig give dig en blomst for hver eneste af de krigere, der ligger her på jorden. Til gengæld beder jeg dig blot vække krigerne, så lover jeg dig, at de aldrig vil gøre dig ondt igen.” Og én efter én gav den lille dreng en velduftende blomst til den magiske drage. Og én efter én vågnede krigerne op fra deres evige søvn.

Folkene i landsbyen vidste ikke, hvad de skulle sige, da den lille dreng vendte tilbage til byen med alle krigerne bag sig. Men fra den dag af var der ingen, der grinede af den lille dreng eller kaldte ham for en bangebuks. Og hver gang et nyt magisk væsen kom til blomsterdalen, blev der ikke længere sendt krigere ud. Kun en enkelt lille dreng for at byde velkommen. En lille dreng der i sandhed forstod ikke at frygte.

SLUT