Årstidernes kamp

Der var engang, i en verden meget ens med vores egen, fire magiske væsner med mystiske kræfter. Den ene kunne sænke temperaturen så langt ned, at regnen blev forvandlet til frosne iskrystaller mellem himlens skyer. Den anden kunne skabe solstråler så kraftige, at de kunne varme jorden, himlen og havet op. Den tredje kunne dække enhver overflade med de smukkeste farverige blomster i alle størrelser og former. Den sidste havde evnen til at plukke alverdens træers blade og lægge dem som et brunt tæppe på alle stier og veje. Med tiden fik hvert af disse magiske væsner et navn. Vinter, Sommer, Forår og Efterår.

Selvom de besad storslåede evner, var der bare ét problem. Hver især ønskede de at bruge deres egne kræfter til at skabe den verden, som de selv mente var bedst. Vinter ville have kulde og sne. Sommer ville have sol og varme. Forår ønskede blomster og spirende landskab. Efterår ønskede bladløse grene og kølige briser. I mange tusinde år kæmpede de fire magiske væsner mod hinanden for at indhylle verden i netop deres eget verdensbillede. Alle feje tricks blev brugt for at vinde kampen. Lige fra snebolde til solstik.

De sande tabere i kampen var alle de mennesker, der levede i verden. De fik aldrig fred fra det skiftende vejr. Den ene dag regnede det istapper ned fra himlen med en temperatur på -200 grader. Den næste dag var der knap nok noget vand at drikke, fordi solen havde tørret hele landet ud.

Men på et tidspunkt skete der det, at Tiden fik nok af alle de dumme kampe, som der alligevel ikke var nogen, der vandt. Tiden samlede Vinter, Sommer, Forår og Efterår og fortalte dem, at det ikke længere kunne fortsætte på denne måde. I stedet måtte der afholdes en konkurrence. Hver især skulle de bevise over for Tiden, hvorfor netop de som den eneste skulle have lov at fylde verden med deres fantastiske magi. Da de alle fire var blevet trætte af så mange års kamp, gik de med til Tidens forslag. Samtidig var de alle fire sikre på selv at vinde konkurrencen.

Forår startede. Forår lukkede øjnene og bøjede sig ned for at plante sine fingre i jordbunden. Blomster i alverdens farver sprang op omkring dem. Røde, blå, gule og regnbuefarvede blomster kunne ses overalt. Fra jorden voksede også små spirer, der hurtigt blev til storslåede træer med de flotteste lysegrønne trækroner. I luften hørtes der blid fuglesang, mens bierne lystigt summede rundt fra blomst til blomst. Tiden var imponeret af det smukke syn. Selv Vinter, Sommer og Efterår måtte indrømme skønheden i Forårets magi.

Den næste der skulle vise sin magi for Tiden, var Sommer. Sommer formede med sine hænder en lille lysende bold, der lignede solen på en prik. Med ét kunne der mærkes en varme, der fik sveden til at trille ned af alles ansigter. Jorden forvandlede sig til en sandstrand, mens badebolde og skyggeparasoller begyndte at dukke frem i landskabet. Hist og her poppede der isboder op, som havde alle de slags is, man overhovedet kunne forestille sig. Vaniljeis, sodavandsis, is med chokoladesmag, grøntsagsis og mange mange flere. Endnu en gang var Tiden forbavset over den skønhed og afslappethed, der var i Sommerens magi.  Tiden vidste allerede nu, at det ville blive svært at vælge en vinder.

Det var blevet Efterårs tur. Pludselig faldt der en køligere temperatur over stedet. En let frisk brise strøg forbi og gav Tiden små kuldegysninger i nakken. De mange træers blade skiftede roligt farve fra den lyse sommergrøn til en kølig brun, rød eller gul. Ét efter ét lod bladene sig så langsomt falde fra trækronens top mod den mørke jord. Hvad der før havde været strand var nu dækket af tusinder og tusinder af brune, røde og gule blade. Mennesker tumlede legende rundt i bladene, mens de samlede de skinnende nyklækkede kastanjer ind. Tiden havde ingen ord til at beskrive synet. Hvordan skulle der dog findes en vinder?

Vinter var den sidste, der skulle bevise sit værd og trådte frem mod Tiden. Vinter koncentrerede sig, og langsomt blev hele verden indhyllet i det smukkeste snelandskab, man nogensinde havde set. Små snefnug dalede langsomt ned gennem den blide vind. Store snemænd med gulerodsnæser tryllede sig frem rundt omkring og begyndte at kælke ned af de store bakker. En nærliggende sø blev forvandlet til spejlblank is. Isen blev hurtigt fyldt med skøjteløbere, der løb rundt med vintertøj i alle mulige farver.

Tiden havde set nok nu. Nu skulle der blot udpeges en vinder. Tiden tænkte længe i absolut stilhed. ”Jeg kan ikke vælge en vinder,” sagde Tiden pludselig. ”Hvad??!” råbte Vinter, Sommer, Efterår og Forår i munden på hinanden.

Tiden fortsatte, ”I har alle en unik evne, der på hver jeres måde kan skabe en fantastisk verden. Det vil være et tab for alle, hvis man kun får lov at opleve én af jer. I stedet vil jeg give jer alle sammen en lige stor del af min tid. 3 måneder til Forår, 3 måneder til Sommer, 3 måneder til Efterår og 3 måneder til Vinter. Brug jeres tid på at vise verden den skønhed I har vist mig i dag i stedet for at bekrige hinanden for selv at få mere.”

Og det gik, som Tiden havde sagt. 3 måneder på skift fik de hver lov til at male verden i deres magiske farver. De lærte at lade hinanden komme til i stedet for at ville have det hele selv. Skønhed kom til, mens kampene og krigene stoppede. Og snart blev Vinter, Sommer, Forår og Efterår omtalt som én. De fire årstider.

SLUT